Juniorjæger Klubbens medlemmer og forældre inviteres til et arrangement i Jægerhytten d. 23. marts 2024 med start kl. 09:00. Temaet er: Mårhunden og dens levevis.
Et aktuelt tema her i marts måned, hvor mårhundene rigtig er kommet ud i naturen efter deres vinterdvale. Der har i november, december og januar måned næsten ikke været mårhunde på baitpladserne.
Jagtudvalget vil gerne fortælle juniorjægerne om mårhunden og den levevis. Hvorfor den er uønsket i den danske natur, hvorledes vi som jægere kan kende spor efter mårhund, dens livscyklus med parringstidspunkt, hvornår hvalpene fødes og antal hvalpe, hvornår hvalpene forlader forældrene m.v.
Ligeledes vil juniorjægerne få et indblik i hvorfor og hvordan regulering af mårhund finder sted – og hvis vi er heldige, kan vi måske få besøg af en mårhund?
Har du et potentielt emne til Juniorjæger Klubben (alder 0-15 år, interesseret i dyr, fugle, natur og jagt) i din familie eller i din omgangskreds, så skynd dig at kontakte Henning Kiil /tel. 29258957 eller Hans Peter Mølgaard / tel. 21319045 for tilmelding, så den kommende juniorjæger kan komme med til aktiviteten d. 23. marts 2024 og de efterfølgende lokale aktiviteter i jagtforeningen.
Som juniorjæger i Aaby Sogns Jagtforening / Danmarks Jægerforbund tilbydes desuden:
En årlig gave fra Danmarks Jægerforbund
Mulighed for at deltage i den lokale jagtforenings arrangementer både for juniorjægere og øvrige relevante aktiviteter
Rabat på deltagergebyret ved Bliv NaturligVis Camps i sommer- og efterårsferien
Mulighed for at komme på skydebanen
Danmarks bedste jagtmagasin JÆGER, der udkommer 9 gange om året
Kontingentet er kun 200 kr./år for medlemskab af Juniorjæger Klubben.
Vi glæder os til at møde de nye medlemmer i Juniorjæger Klubben 😊
Jagtudvalget / Henning Kiil