Hvert år i forbindelse med foreningens pokalskydning skydes der om pokaler i forskellige rækker, alt efter skytternes resultater i årets løb.
Queens Pub-pokalen falder udenfor denne ordning.
Der skydes til 10 enkelte bagduer – en umiddelbart overkommelig opgave for alle flugtskytter, men selv om der hvert år er omkring 20, der forsøger, så ender det ofte med at der kun er 2 eller 3 der går i omskydning. (10 nye enkelte bagduer).
Jeg troede, at Thomas Berntsen havde skænket pokalen, da han havde Queens Pub i Aabybro, men Thomas mener, at det er Lillian og Tommy Bach, der står bag pokalen. Enkelte af vore erfarne medlemmer vil hævde, at der de første år fulgte en flaske med sejren.
Vi ved, at pokalen blev vundet første gang i 1982 – det år AASJ fyldte 50 år. Helt nøjagtigt var det den 11. september, at Bjarne Sørensen blev den første, der fik sit navn på pokalen.
Tidligere var det sådan, at vandt man en pokal 3 år i træk, så fik man den til ejendom. Om det har været gældende for Queens Pub-pokalen, ved jeg ikke. Jeg kan bare konstatere, at det ikke er lykkedes for nogen. 4 skytter har vundet den 2 år i træk.
Pokalen fortæller også lidt af foreningens historie. Når man kigger navnene igennem, finder man navne på skytter, der stadig er aktive, selv om de er 70+, nogle er flyttet fra området, andre skyder ikke mere og enkelte er afdøde. Det fremgår også af pokalen, at der har været ”pause” i skydningen fra 2002 til 2010. Det dækker årene, hvor vi ikke har haft skydebane selv, og indtil Gjøls bane blev vores ”hjemmebane”.
Hvem har så, deres navn på pokalen? 16 forskellige skytter deler de 32 gange pokalen er uddelt. Ud over Bjarne Sørensen der vandt første år, har følgende vundet QP-pokalen én gang:
Kurt Pilgaard, Bjarne Rasmussen, John Johansen, Niels Erik Hansen, Karl Kristian Andersen, Christian Johansen, Tobias Bastholm, Per Gunder.
Henrik Jensen har vundet pokalen 6 gange.
Lars Sloth; 4 gange.
Kaj Johansen; 4 gange.
Villy Svendsen; 3 gange.
Henning Christoffersen; 2 gange.
Jørgen B. Jacobsen; 2 gange.
Hans Peter Mølgaard; 2 gange.
HP