Svampetur 2025

 

Søndag, d. 28. september bød på en herlig solskinsdag, som en del af jagtforeningens medlemmer med familier og 2 stk. hunde tilbragte på svampejagt i skoven omkring Gateway Blokhus. 

 

Vi mødtes kl. 10, hvor der blev blæst relevante jagtsignaler som start på dagen. Herefter blev deltagerne budt velkommen af Henning Kiil inden stafetten blev videregivet til skovløber Flemming Henriksen, Naturstyrelsen Blokhus.

 

Flemming Henriksen, der er en erfaren svampesamler, fortalte først deltagerne om, hvad de skulle være opmærksomme på ved svampesankning og viste flere arter svampe, alle spiselige, men ikke alle tilrådelige at spise, som Flemming udtrykte det.

 

Herefter gik svampejægerne ud på jagt i skoven, hvor Flemming fulgte holdet, så der altid var kvalificeret hjælp at hente, inden en eventuel tvivlsom svamp kom med i kurven.

Medens svampejægerne var på tur havde køkkenholdet, der bestod af Søren Rank Mortensen, René Hansen og Henning Kiil, travlt med at forberede maden, der skulle være klar når svampejægerne kom retur – bl.a. den traditionsrige svampepande. Alt var forberedt og næsten klar, da svampejægerne kom med kurvene fyldt med forskellige svampe. Flemming Henriksen foretog en sortering og forklarede samtidig deltagerne, hvorfor de enkelte svampe kunne komme i svampegryden eller ikke. Svampene, der skulle i svampegryden blev renset og tilsat, hvorefter vi var klar til at servere grillet kylling, marineret/grillet rådyrkølle…. og de traditionelle grillpølser. Til sidst fik deltagerne serveret lækre, hjemmebagte muffins leveret af Helle Nielsen til den medbragte kaffe.

 

En tak til alle svampejægerne for det gode humør og engagement, Flemming Henriksen for en god og sikker guidning i svampeverdenen, Søren Rank Mortensen (gæstekok) for en gang lækker grillmad og Helle Nielsen for lækre muffins.

 

Vi håber, at vi igen i 2026 kan arrangere en svampetur, givetvis ved Gateway Blokhus.

 

/ Aktivitetsudvalget

;