Bukkepral 2025
En skøn morgen, hvor solen skinnede fra morgenstunden, og der var næsten vindstille. Ideelle forhold for bukkejægerne, der var tidligt oppe og ude i skydetårne /-stiger på jagt efter sommerbukken – En flot premieredag!
I Jægerhytten var der travlhed fra kl. 07:00 med at gøre morgenbordet klar med kaffe, rundstykker, pålæg og ost, så det var klar til kl. 08:00, hvor de første gæster og jægere mødte frem og klar til at indtage morgenmaden.
Der var travlhed fra morgenstunden, og vi satser på, at der havde været 45-50 gæster på besøg i løbet af formiddagen. Herligt med så stor en interesse for aktiviteten.
Der blev mellem kl. 08:00 og 09:00 leveret 2 bukke, der blev placeret i den flotte ramme, som Andreas var mester for. – Bukkene var leveret af Hans Jørgen Hansen og Mads/Lars Gunder.
Herefter tog vores bukkepral et uventet forløb, da der ikke blev leveret flere bukke til paraden, hvor sidste frist for indlevering var kl. 10:00. Da de 2 bukke, der først var blevet leveret til paraden forsvandt umiddelbart efter kl. 09:00, da jægerne ikke havde en fridag og skulle møde på jobbet. Gode forslag om at få tilkaldt en schweisshund for at finde de 2 bukke vandt ikke gehør, så vi undslog.
Jagthornsblæserne var traditionen tro og blæste de relevante signaler for bukkepral – en lidt flad fornemmelse at stå ved en tom parade og lytte til de flotte signaler. Tak til vores jagthornsblæsere for at holde denne tradition i hævd.
Jagtudvalget må nu gå i tænkeboksen for at finde en løsning på, hvorledes vi igen kan få leveret en flot parade til bukkepral……..naturligvis ikke, at vi kan fremskaffe 7-8 bukke, som vil tidligere har kunnet fremvise, men vi vil gøre et forsøg på at holde traditionen i hævd på bedste vis. Vi skal dog have jægerne med på idéen om at skyde bukke om morgenen og bringe dem på paraden – og lade dem ligge frem til kl. 10:00, hvor gæsterne skal kunne stemme om ”Årets buk”.
/Jagtudvalget