Seniorklubben på virksomhedsbesøg

13. apr. 2022 -- Tilføjet af : AabySogns

Der var mødt 16 af Seniorklubbens medlemmer op til virksomhedsbesøget d. 07.04.2022 hos Aabybro Fjernvarmeværk, hvor driftsleder Torben Stenbroen bød velkommen. Vi fik en god orientering om fjernvarmeværkets historie fra 1958, hvor det første værk blev etableret i Aabybro by og frem til nu, hvor det nye værk blev færdigbygget i 2016. Værket blev opført til fyring med flis. En udbygning med et solvarmeanlæg er efterfølgende koblet på værket. 

Torben Stenbroen viste herefter rundt på værket og fortalte om de forskellige funktioner lige fra indfyring med flis, der leveres fra lokalområdet, og til processen i kedlerne med vand, der først opvarmning til damp, som så efterfølgende køles ned til 65o inden det sendes ud til fjernvarmeforbrugerne. Vi fik også vist solvarmeanlægget, der er på 16.000 kvm. og med mulighed for at øge arealet med yderligere 4000 kvm. i takt med antallet af nye forbrugere tilsluttes fjernvarmeværket. 

Til sidst fortalte Torben Stenbroen om fjernvarmeværkets fremtidsmuligheder, da der ud over til de nye beboelseskvarterer i Aabybro også kan leveres fjernvarme til oplandsbyerne. En spændende og interessant fremvisning og oplevelse, som Seniorklubben gerne vil takke Aabybro Fjernvarmeværk for. 

Sidst men ikke mindst sluttede vi turen af i Jægerhytten, hvor vores eget ”kokkelandshold” havde tilberedt os en lækker frokost……. – Vi var jo blevet ”snydt” for den traditionelle formiddagskaffe😊 Tak til køkkenholdet for lækker mad og god servering! 

/ Henning Kiil       

© 2022 - Danmarks Jægerforbund - alle rettigheder forbeholdes

https://www.jaegerforbundet.dk/