Jægere på svampejagt

29. sep. 2023 -- Tilføjet af : AabySogns

Aaby Sogns Jagtforening havde d. 24. september inviteret medlemmer med familier på den årlige svampetur, der i år var henlagt til Naturcenter Fosdalen. Her bød naturvejleder Svend Møller Nielsen velkommen og gav deltagerne en god forklaring på hvilke svampe, der kan spises uden risiko for maveproblemer og helbredet. Herefter gik turen ud i skov og mark bevæbnet med svampeknive og -kurve.  

Da deltagerne kom retur til Naturcenter Fosdalen, blev svampehøsten gennemgået af Svend Møller Nielsen, der sorterede i gode og mindre gode spisesvampe. Kun de gode spisesvampe fandt vej til den store svampestuvning, som jagtforeningens kokkehold havde forberedt. Svampestuvning, lækker salat og små kartofler blev nydt sammen med en flot grillbuffet med kød og pølser. 

Efter spisningen var der mulighed for at få en rundvisning i naturcentrets udstillingslokaler, hvor der er en stor samling af udstoppede dyr og fugle samt et væld af informative plancher. 

Svend Møller Nielsen havde lavet en fin konkurrence med genkendelse af fugle på et foto- ark. Der var kun én deltager, der havde alle 14 fugle rigtige. Stort tillykke til den dygtige jæger, Kim Marinussen.    

Deltagerne havde en oplevelsesrig dag på Fosdalen Naturcenter og fik mange gode råd og historier om svampesankning af Svend Møller Nielsen – og nogle fik også sanket så mange svampe, at der var lidt til at tage med hjem i kurven.      

En stor tak skal lyde til naturvejleder Svend Møller Nielsen og jagtforeningens kokkehold, der består af Jesper Thomsen, Bent Bastholm og Peter Rasmussen.      

Seneste nyheder

Previous
Next

© 2023 - Danmarks Jægerforbund - alle rettigheder forbeholdes

https://www.jaegerforbundet.dk/