Årets sommerbuk 2024 blev kåret i Aaby Sogns Jagtforening 

21. maj 2024 -- Tilføjet af : AabySogns

Jagten på sommerbukken havde premieredag d. 16. maj, og det blev fejret på behørig vis af 45 gæster og jægere, der mødet op ved Jægerhytten for at se paraden, hvortil der var blevet leveret 5 store, flotte bukke, alle nedlagt samme morgen. De heldige / dygtige jægere er: Kaj Haugaard, William Nielsen, Lars Guldager, Erik Gramstrup og Gustav Undahl-Behrend. 

Der var kaffe og rundstykker til gæsterne fra morgenstunden og kl. 10:00 mødtes alle på paradepladsen og afgav deres stemme på, hvilken af de 5 bukke, der kunne kåres som Årets sommerbuk 2024. Ud af 31 afgivne stemmer blev en buk valgt til at modtage titlen med ikke færre end 28 stemmer.  

Den dygtige og heldige jæger er Gustav Undahl-Behrend, der af Henning Kiil fik overrakt en præmie i form af et gavekort til Jægeren og Lystfiskeren i Aalborg.  

Blandt gæster og jægere, der havde afgivet deres stemme, blev der trukket lod om en lampe til montering i våbenskabet. Gaven blev doneret af William Nielsen, der har fået et agentur fra firmaet HUNTTEC.      

Inden aktiviteten sluttede blæste nogle af medlemmerne i Torngårdsblæserne relevante signaler i forbindelse med paraden, og jægerne kunne køre hjem til frokost og en lille lur, så de kunne være klar til aftenens jagt på sommerbukken.   

Tak til jægere og gæster, der mødte op og gjorde dagen festlig, samt en stor tak til de jægere, der leverede de flotte bukke.    

© 2024 - Danmarks Jægerforbund - alle rettigheder forbeholdes

https://www.jaegerforbundet.dk/