Årets svampetur blev afholdt d. 24.09. 2022 og i Hammer Bakker og bød på et fantastisk vejr til formålet – solskin og ingen blæst på dagen og regn i ugerne op til dagen, så der var mange forskellige svampe i skovbunden.
Der var ca. 30 deltagere på turen, der startede kl. 11:00, hvor Henning Kiil bød velkommen og gav ordet videre til Svend Møller Nielsen, Fordalen Naturcenter, der er meget svampe- kyndig og dermed garant for, at de svampe, som deltagerne indsamlede blev sorteret i to portioner – dels til svampepanden og dels retur til skovbunden.
Svend Møller Nielsen gav en introduktion til sankning af svampe inden deltagerne blev sendt ud i skoven bevæbnet med knive, børster og kurve. - Kl. 12:30 var alle igen samlet og Svend Møller Nielsen sorterede i høsten og gav en glimrende forklaring på, hvorfor han sorterede som han gjorde. Der var mange flotte svampe, der havnede i svampegryden.
Jagtforeningens hold af elitekokke, Jesper Thomsen, Peter Rasmussen og Bent Bastholm (Hans Brun måtte desværre melde afbud til dagen, da helbredet drillede lidt) havde været travlet beskæftiget i ”køkkenet” med at tilbrede maden, som deltagerne skulle nyde efter skovturen. Der blev budt på lækker, grillstegt filet af okse og gris, grillpølser, salatbuffet, stegte kartofler og en lækker stuvning fra svampepanden – alt sammen i rigeligt mål, så ingen gik sultne derfra. Takket være Svend Møller Nielsens sortering nød alle svampe- panden uden at få maveproblemer og det, der kunne blive værre.
Jagtforeningen vil gerne sige tak til de fremmødte deltagere, elitekokkene og Svend Møller Nielsen for aktiv medvirken til at vi alle fik en herlig dag i skoven. Aktivitetsudvalget vil helt sikkert arbejde på at vi også i 2023 kan invitere på svampetur – og tag gerne gæster med. Skoven er stor, så der er plads til alle 😊
/ Aktivitetsudvalget